Når vi er afsted på tur med campingvognen, så kan vi bedst lide at alt ikke er så planlagt og da vi skulle på sommerferie i 2010 vidste vi ikke hvor første overnatning skulle være. 

Vi skulle forbi Asta's opdrættere på vej sydover og lånte deres pc og fandt så Camping Stadtwaldsee i Bremen.


Det var lidt et problem at få lov til at overnatte på campingppladsen, da vi havde vores hund med. Pladsen havde en politik med hvor mange hunde der måtte bo på pladsen og normalt ville det nok ikke være et problem, men sammen weekend som vi ankom, var der den årlige meget store internationale hundeudstilling i Bremen, men efter lidt snak frem og tilbage og fordi vi kun skulle overnatte, blev vi tjekket ind og kunne lade roen falde over os, hvilket efter en lang dag i bilen, var ret tiltrængt.

Vi har ikke så mange billeder fra campingpladsen, da vi kun overnattede der og ikke gik så meget op i området eller camping pladsen i det hele taget. Vi brugte tiden til at slappe lidt af og få skrevet dagbog. Pladsen var ikke den hyggeligste og der var meget trafikstøj fra den omkringliggende kæmpeby, Bremen - men den var nem at komme til og fra og det kan godt være at vi engang i fremtiden benytter os af pladsen.

Selv om vi ikke har billeder af toiletter og bad, så kan vi godt skrive under på at de var tip top i orden og en høj standard.
Pladserne var på det nærmeste gået efter med et vaterpas, så det var uhyre nemt og hurtigt at stille sin campingvogn på plads og vejsystemet var asfalteret og med brede veje, så, ja - det var særdeles nemt.

Tidligt næste morgen, var det bare at få hægtet campingvognen på bilen og videre af A1 mod Treis-Karden og camping Mosel Insel - som vi voksne havde fundet frem til aftenen i forvejen, via en bog over tyske campingpladser, som vi havde fået i receptionen da vi ankom. Vi skulle jo derfra videre mod Trier, men virkeligheden skulle vise at at blive anderledes og det kan du læse mere om i vores Mosel Insel Camping beretning.